Schüco søgning
...

Råt og minimalistisk glashus

Velkommen indenfor hos arkitekten selv, hvor kreativitet og personlighed dominerer. Jan Besiakov, der er arkitekten bag, har som ”hobby” at designe sommerhuse, som han og familien også selv bruger. En tidskrævende hobby, men også et sted, hvor alle hans finurlige idéer rigtig kan komme til udtryk. Han ønskede denne gang et moderne, råt og minimalistisk sommerhus, der skulle passe til skovens omgivelserne – og til sommerhus nr. 1, som er nabohuset. Dette har han opnået med et miks af naturlige materialer samt hans egne designs.

STORE ARMBEVÆGELSER PÅ LIDT PLADS

Det nybyggede sommerhus fra 2016 er på kun 75 m², men når man træder ind i alrummet, hvor køkkenet og stuen befinder sig, føles det langt større grundet de store glasarealer. Jan har valgt vinduespartier samt døre bygget op af en stålkonstruktion med et add-on glas-aluminiumsystem udenpå. Dette giver et meget råt udtryk. Det betyder også, at den stærke stålkonstruktion kan bære huset alene. Husets glassider er orienteret imod hhv. syd og vest for at få så meget lys ind som muligt, mens de to andre sider er lukkede. Opbygningen af huset er meget simpel, da der er tale om én kasse bestående af to soverum samt et alrum med køkken og stue. Derudover er bad og entre placeret midt i huset. Der er altså et absolut minimum af spildplads.

DEN ROLIGE HAVESIDE
Modsat det store vinduesparti ud imod skoven er der indsat en stor skydedør ud imod den roligere have, hvor vinden rusker knap så meget. Her åbner familien op til sommerens milde vejr, så ude og inde flyder sammen. For det er netop det, en stor skydedør kan. Den skal gøre haven og terrassen let tilgængelig, så man kan nyde udeområdet og også på den måde invitere naturen ind, samtidig med at stuen udvides. Familien har i dette tilfæde valgt en ASS 70.HI hæve-sænke skydedør, som  er nem at betjene, og som kan åbnes og lukkes uden store anstrengelser. Døren stopper dog automatisk op, før den lukker helt i, så små børnefingre ikke risikerer at blive klemt.

ET LEVENDE FOTOGRAFI
Da husets indehavere begge arbejder i den kreative branche har de i hele processen stillet høje krav til godt design, men også høj funktionalitet. Derfor har det også været vigtigt at vælge funktionelle vinduer og døre, men uden at gå på kompromis med designet. Smalle dør- og vinduesrammer med en fantastisk isolering og som tilmed er meget vedligeholdelsesvenlige har opfyldt dette. Ved stuevinduet er der valgt en løsning med en lav vindueskarm i stedet for glas helt til gulvet, så vinduet nærmest "indrammer" naturen som et levende fotografi.