Den europæiske Green Deal stiller de projekterende over for den udfordring, at de skal reducere den CO₂, der er indbygget i bygninger og forårsaget af deres drift, mest muligt, samtidig med at de bevarer et arkitektonisk tiltalende design med optimal funktionalitet.
En effektiv måde at spare CO₂ på er at bygge mindre og mere kompakte bygninger og derved opnå en optimeret CO₂ belastning. Formfaktorer beskriver forholdet mellem bygningens klimaskærm og det anvendelige rum og er afgørende for, hvor meget kulstof der kan bruges til at fremstille klimaskærmen.
En bygning med en ugunstig formfaktor og et konstant kulstofindhold relateret til det anvendelige areal må have langt mindre kulstofindhold i facaden end en bygning med en mere gunstig formfaktor.
For at opnå en god formfaktor og en materialebesparende løsning er det derfor afgørende, at bygningsdesignet fokuserer på en kombination af den mest kompakte klimaskærm med det størst mulige anvendelige areal.
En CO₂-gunstig facadekonstruktion forringer ikke nødvendigvis designfriheden i skitsefasen. CO₂-optimerede konstruktioner giver bestemt masser af plads til designfrihed, men uden at have en negativ indvirkning på bygningens samlede balance.
Det operationelle kulstof er især afhængigt af formfaktoren. Jo bedre forholdet mellem klimaskærmen og det anvendelige areal er, jo lavere er energibehovet og CO₂-udledningen, når bygningen er i drift.
Men i fremtiden vil det indlejrede kulstofs proportionelle indvirkning på en bygnings samlede emissioner (kulstof i hele bygningens levetid) vokse støt. Den energi, der kræves i brugsfasen - det operationelle kulstof - er genstand for løbende optimering. Samtidig er det langt sværere at reducere indlejret kulstof, da der altid forbruges ressourcer, når man fremstiller de materialer, der kræves til byggeriet.